Jeg er her endnu ;)

Ja, jeg er her endnu 😉

Jeg har ikke fået færdiggjort så meget på det sidste. Jeg har gang i nogle lidt større projekter, der tager lidt tid.
Og så er det jo igen det der med lige at få opdateret siden alligevel.

Nå, men siden sidst har det jo været nytår. Hele familien kom godt ind i det nye år – stille og roligt i hjemlige omgivelser og omgivet af familie og venner 🙂

Det nye år har egentlig ikke bragt så meget endnu. Udover en flytning i firmaet, men det fik vi klaret i stiv arm – i hvert fald de fleste af os. Må da indrømme, at der var et par stykker af mine mandlige kolleger, som jeg var lidt skuffet over i den forbindelse – men fred nu være med det. Vi fik flyttet firmaet og er kommet på plads. Det må i den sidste ende jo trods alt være hovedsagen 🙂

Før nytåir fik min bonussøn diagnosen Autisme Spektrum Forstyrrelser/Asperger. Både min mand og jeg var forberedte på den diagnose, så det kom ikke som et chok for os.
Alligevel er jeg ked af det på bonus’ vegne. Jeg synes i den grad, at han har haft nok uro i sit liv. At han nu også skal forholde sig til et usynligt handicap – ja, det havde jeg svært ved at bære på hans vegne. Men bonus har taget det i stiv arm.
Bonus startede i udredning i oktober måned sidste år efter en turbulent periode med megen pjæk fra skole osv. Min mand tog ham til læge for at få afklaret, om bonus havde en depression, da min mand havde mistanke om dette. Læge sendte dem straks videre til Psykiatrisk Skadestue, som foranledigede en udredning.
Samtidig måtte vi kigge på en anden undervisningsform til bonus, da han bare ikke magtede folkeskolen. Så siden efter efterårsferien har han fået 1½ times undervisning om dagen af en ressourcepædagog, der i forvejen var tilknyttet hans klasse. Det har givet bonus en ro på i forhold til skole, som han i den grad har haft brug for.
Det har været en hård periode. Og jeg har også personligt måttet kæmpe lidt med en – ja, naiv – skuffelse og vrede over bonus’ mor, der i den grad bare har sat sig selv ud på sidelinien og ikke har ønsket på nogen måde at være fysisk – eller for den sag på anden måde – til stede i forhold til den her udredning. Ja, jeg ved godt, at jeg var naiv og tro, at hun i det mindste lige kunne opvise en smule interesse for sin søn – utroligt som jeg bliver ved med at bilde mig selv ind og håbe på, at hun rent faktisk interesserer sig for det barn, som hun så brændende selv ønskede sig. Men i stedet blev jeg – vel egentlig som forventet – bekræftet i, at der er en grund til, at bonus bor hos sin far og ikke hos sin mor. Mage til manglende interesse og tilstedeværelse i en svær periode i drengens liv skal man vist lede længe efter.

Lige nu venter vi på, hvad et netværksmøde her i februar bringer.
Vi vil gerne have bonus på en specialskole – rent faktisk har vi højt og helligt lovet ham, at han ikke kommer tilbage til den almindelige folkeskole igen. Og det er et løfte, som jeg agter at holde. Jeg nægter at se på, hvor ødelagt han bliver af at blive tvunget ud i en skoleform, som han under ingen omstændigheder magter.
Så det bør blive en specialskole – og her bakker personalet på Børnepsykiatrisk os heldigvis op. Om han så lige kommer på præcis den skole, som vi mener er bedst for ham, må tiden vise. Men jeg ved, at både min mand og jeg vil kæmpe for. at bonus kom på den skole, der er bedst for ham.

Samtidig skal min mand og jeg jo også vænne os til nogle nye problematikker i vores liv. At leve med en ung teenager, der har Asperger kan være en smule udfordrende. Men jeg synes faktisk selv, at vi klarer det meget godt og med meget få gnidninger og udbrud fra bonus 🙂

Nok for nu.
Jeg vender snart tilbage med nogle billeder af de ting, som er i gang på hæklenålen og strikkepindene (ja ja, hun har fundet strikkepindene frem igen ;)).

Dette indlæg blev udgivet i Familien, Håndarbejde og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

3 svar til Jeg er her endnu ;)

  1. anette skriver:

    Jeg er her også endnu – modsat min blog som vist er gået helt i stå.
    Jeg har en søn, som også har en kronisk og – hvis han selv bestemmer det – usynlig sygdom, diabetes.
    Det er en sorg at miste et rask barn og få et barn med en kronisk sygdom, men de er sgu så seje, de børn, så din bonussøn – og I – skal nok klare det 🙂

  2. Susse skriver:

    Du er sej, Line 🙂

  3. Line skriver:

    Tak, Anette og Susse 🙂
    Jeg føler mig for det meste ikke spor sej – tværtimod føles det indimellem, som om jeg er blevet kørt over af en damptromle! Og det piner mig, at min dejlige bonusdreng skal trækkes med et usynligt handicap oveni alt det, som han i forvejen har været igennem 🙁
    Men nu må vi se, hvad fremtiden bringer – jeg håber i hvert fald, at vi får ham skubbet ud i et værdigt liv med gode værdier 🙂 Og jeg er også klar over, at selv når han er flyttet hjemmefra engang, så skal vi stadig være der og hjælper og støtte. Så det er vist et livsprojekt 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *