Fox & Jane

Fox & Jane er en hyggelig lille garnforretning beliggende i gågaden i Ballerup.
Den har tidligere heddet Uldtotten, men da ejeren af Uldtotten valgte at stoppe efter 25 år, blev butikken overtaget og blev omdømt.
Og den har absolut ikke taget skade af at blive overtaget og omdøbt.
Tværtimod. Forretningen er stadig hyggelig at komme i – den er endda blevet mere lys og “luftig”.

I går var jeg “på rov” hos Fox & Jane.
Jeg har fået smidt min hæklenål nr. 6 væk – utroligt som de bare forsvinder ud i den blå luft! Så jeg måtte anskaffe mig en ny, da jeg skulle genoptage et projekt, der har ligget og samlet lidt støv de sidste par måneder.
Så ned i Fox & Jane.

Og jeg må sige – det er en meget farlig forretning 😉
Den har alt, hvad hjertet begærer. Garn, broderi, hæklenåle, strikkepinde osv. osv. osv.
Og da jeg jo ikke kan administrere garnforretninger, har jeg altid en plan med at gå derind, og jeg ved altid nøjagtig, hvad jeg skal have, og jeg afviger sjældent fra min “huskeseddel”.

Jeg var også dygtig i går.
Jeg fik købt de to hæklenåle, jeg skulle bruge. En nr. 6 og en nr. 12 (til stofgarn).
Egentlig vil jeg helst have KnitPro hæklenåle med Softgrip, men jeg fik altså to fra Lana Grossa – dog også med Softgrip.
Forskellen på de to typer er – for mig – meget markant.
KnitPro’s hæklenåle med Softgrip er “ovale” i skaftet. For mig betyder det, at jeg får et bedre greb om skaftet, og det “ruller” ikke imellem mine fingre.
Lana Grossa’s hæklenåle med Softgrip er runde. Dem har jeg ikke det samme gode greb om, og de ruller for mig.
Men hvis man ser bort fra det, så virker idéen med Softgrip på begge typer, da man ikke holder krampagtigt fast om hæklenålen. Og det er jo altid positivt, da man så kan hækle i længere tid, uden at få ondt i fingre og/eller håndled.
Jeg fik dog “øvet” mig lidt med Lana Grossa hæklenålen i går, og da jeg lige kom ind i rytmen, gik det ganske godt. Jeg skal nok bare vænne mig til de to forskellige typer.
Jeg må dog sige, at jeg til enhver tid foretrækker KnitPro’s hæklenåle 😉

Lana Grossa hæklenål med Softgrip
Lana Grossa

KnitPro hæklenål med Softgrip
KnitPro

Og nu jeg var i garnforretningen, og de tilfældigvis forhandler Hjertegarn, så kunne jeg jo lige “komme til” at købe noget Lima til en hue i muslingemønster 😉
Jeg elsker jo lyseblåt, og denne var da heller ikke til at stå for.
14311620_2
Planen er så, at der også skal hækles et sjal i samme farve til at matche huen.

Dette indlæg blev udgivet i Garn, Håndarbejde, Hækle og tagget , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *