Archive for the ‘Privatlivet’ Category

Beskyttet: Hvor dum har man lov at være - alt kan ske på en parkeringsplads *tsk*

mandag, august 9th, 2010

Dette indlæg er kodeordsbeskyttet. For at se det skal du indtaste dit kodeord nedenunder:


Beskyttet: I retten

torsdag, maj 20th, 2010

Dette indlæg er kodeordsbeskyttet. For at se det skal du indtaste dit kodeord nedenunder:


Beskyttet: Træt, ugidelig, ukoncentreret, irritabel

onsdag, januar 13th, 2010

Dette indlæg er kodeordsbeskyttet. For at se det skal du indtaste dit kodeord nedenunder:


Av

søndag, november 22nd, 2009

Jeg har haft rigtig ondt i ryggen siden i går. Jeg har ellers altid mere eller mindre ondt i ryggen - men i går og i dag har det bare været værre, end det plejer. Øv øv.
Så jeg måtte sætte manden min til at vaske vinduer ude og inde (et rigtig øv-job, når man bor på 3. sal). Jeg må så “nøjes” med at ordne vasketøj, støvsuge og tørre støv af alle andre steder end i vindueskarmene (dem ordner manden jo, når han alligevel pudser vinduer).

I eftermiddag går jeg i gang med at lave suppe.
Mums. Det glæder vi os alle rigtig meget til. Der er altså ikke noget som en god, hjemmelavet suppe. Især når mandens søn er ramt af svineinfluenza.

Løbetræning

tirsdag, november 10th, 2009

Uanset om jeg har lyst eller ej, så starter løbetræningen altså op i dag.
Jeg har bare udsat og udsat det. Min “undskyldning” har været, at hunden skulle være gammel nok til at komme med ud og løbe. Dårlig undskyldning sikkert. Men det er nu engang det mest praktiske for mig og min familie, at jeg kombinerer løbetræning og aftengåtur med hunden.
Og sidste tirsdag rundede Cody-drengen så de magiske 18 måneder, hvor man kan antage, at hans knoglestruktur er nogenlunde færdigudviklet, og han kan derfor komme med ud og løbe og cykle (cykle venter jeg dog lige med til foråret).

Så i aften går det løs.
Heldigvis starter jeg roligt op - som man jo skal, når man er for tyk og ikke har løbet i godt to år ;)

En undrende tanke…

mandag, november 9th, 2009

Altså - nu hvor der (som sædvanlig havde jeg nær skrevet) igen er ballade med min mands ex, så kom jeg til at tænke på en ting…

Ex’en har jo flere gange beskyldt min mand for at have været hende utro. Hun har endda til en psykolog (der forestod en børnesagkyndig undersøgelse) sagt, at han var hende utro med mig.

“Aha”, bliver jeg jo så nødt til at sige.

For ex’en har jo selv højt og tydeligt (hvis man kan det på skrift) proklameret, at min mands og hendes forhold sluttede i slutningen af maj 2003 (eksakt dato er underordnet).
Men jeg mødte først min mand i slutningen af august 2003???

Hvordan kan han så have været hende utro med mig???

Ja, jeg undres…

Men okay - nogen skal jo have skylden for bruddet, og det nemmeste er vel altid at sige, at det var den andens skyld *tsk*

Ansvarsfraskrivelse, ansvarsfraskrivelse, ansvarsfraskrivelse - behøver jeg skrive det flere gange???

Og JA, jeg ved godt, at hun læser med her - men lige det her er da godt nok noget, som jeg er komplet, fløjtende ligeglad med, om hun læser.

Dejlig weekend

mandag, november 9th, 2009

Det har bare været den dejligste weekend :) Lidt stressende og presset til tider - men absolut dejlig.

Fredag aften var jeg bare kanon-træt. Jeg var “grydeklar” allerede lidt over ti om aftenen. Sådan er det bare. Jeg kan ikke altid holde mig vågen fredag aften efter en lang arbejdsuge :S Jeg KUNNE så have valgt at lægge mig til at “savle” på sofaen (læs: sove) - men jeg bryder mig altså ikke om at sove på sofaen om aftenen. Jeg ved ikke, hvad det er, men jeg synes det er ubehageligt at skulle stå op, gå ud og børste tænder og så gå i seng!?! Jeg har intet imod at falde i søvn på sofaen om eftermiddagen - men om aftenen vil jeg altså helst ligge i min seng og sove :)
Nå, men tidligt i seng fredag aften - tidligt op lørdag morgen. Allerede 7.40 var jeg på (sikkert ikke tidligt for nogen - men det er det altså for mig på en lørdag!). Jeg skulle til hundetræning kl. 10, så der var ikke nogen vej udenom. Og jeg skulle lige have ordnet nogle ting, inden jeg skulle afsted (incl. et bad ;) ).
Til hundetræning - 1½ time med et styk døv og totalt hyperaktiv og fjollet hund (er han da for fanden ikke snart ovre den teenage-periode???).
Hjem.
Spise lidt frokost.
Ud af døren igen og ned og handle.
Piske rundt i Lidl og Føtex (især Føtex, da tiden efterhånden var temmelig knap :S).
Hjem igen.
Slæbe varer ind.
Lige nå at forme nogle boller og tænde ovnen.
Og så kom der gæster. Dejligt, dejligt, dejligt :D Gæster til omkring klokken ti om aftenen. Total hygge ;) Så sidde lidt foran computeren og blive melankolsk og høre musik.
I seng.

Tidligt op igen søndag (klokken 8 denne gang *Gg*).
Rydde op i stuen, tømme opvaskemaskine, sætte det beskidte i, starte vaskemaskinen.
I bad og gøre mig klar.
Til hundetræning kl. 12 (igen med en totalt umotiveret hormonbombe af en hund - det eneste det dumme kræ får trænet i øjeblikket er bagparten, da han humper alt med fire ben og en puls *SuK*).
Og så hjem og slappe af.

Og så kommer jeg ind ad døren. Jeg har ikke engang fået overtøjet af endnu - og så spørger manden min, om jeg vil med ham og sønnen i biografen.
Der måtte jeg lige springe over. Jeg ville skide gerne med, og jeg ville lige så gerne se den film, som de skulle se.
Men jeg havde altså lige der behov for lidt fred, ro og afslapning, og det føler jeg ikke at jeg får i en biograf.
Så øv øv - jeg må tage med i biografen en anden god gang :)
Resten af dagen forløb i total fred og ro og med afslapning som hovedformålet.

Trods det lidt stramme program, så har det altså alligevel været en rigtig dejlig og givende weekend :)

Det der med ægteskabet

mandag, oktober 26th, 2009

Nu er det jo ikke nogen hemmelighed, at jeg har været gift i godt 1½ år.
Det er sandelig heller ikke nogen hemmelighed, at min mand og jeg blev gift af praktiske årsager. Og nej, vi lever ikke i et proforma-ægteskab *Gg*

Min mand og jeg elsker hinanden. Det hersker der ingen tvivl om, og kærlighed kan man uanset hvad ikke få papir på. Sådan er min holdning bare. At man er gift er ikke en større skiltning til omverdenen om kærlighed end at man lever sammen papirløst. Min mand og jeg elsker jo ikke hinanden højere, fordi vi er gift.
Kærlighed er en følelse.
Ægteskab er noget juridisk.

Det er der nok mange, der er uenige med mig i, og det er også okay ;)
Det praktiske i vores ægteskab lå i arveforholdene, når nu min mand har to børn fra tidligere forhold. Uanset hvad kan der nemt opstå problemer, hvis min mand skulle falde bort før mig. Og de problemer ønsker han ikke, at jeg skal riskere at stå i - og det er sandelig heller ikke problemer, som jeg har lyst til at stå med oveni en enorm sorg over tabet af min livsledsager :( Så derfor valgte vi at blive gift efter råd fra en advokat.

Vi holdt et lille hyggeligt bryllup, hvor det kun var mine forældre og min mands to sønner - hvoraf den ene havde sin kæreste med - der deltog. Vi ønskede ikke at gøre det til noget stort, fint og fancy. Vi ønskede bare at sige vores “Ja” til hinanden og så ellers hygge med de allernærmeste.
Og det blev en rigtig, dejlig dag.
Vi er gift på rådhuset - ingen af os havde nogen lyst til det med kirke osv.
Min mands yngste søn havde så fået det hverv at holde min ring og give den til sin far, når jeg skulle have ringen. Det var en opgave, som han var meget stolt af, og som han - selvfølgelig - klarede rigtig, rigtig flot <3 Han kan i hvert fald nemt få top-karakterer for sin indsats hos mig :) Min far og min mands ældste søn var vidner. Vi ville egentlig gerne have haft, at det var begge min mands sønner, men den yngste var desværre lige lidt for ung til det endnu :( Så det blev min far, og det er jeg også rigtig glad for :D Udenfor blev der kastet med ris, og min mor havde sørget for champagne og kransekage <3 Den skabsromantiker *Gg*
Bagefter gik vi hjem og fik lidt frokost og bryllupskage, og om aftenen var vi ude og spise.

Det var alt i alt en rigtig dejlig dag, som jeg tit tænker tilbage på med stor glæde, kærlighed og latter. Alle de implicerede gjorde dagen til noget helt særligt <3 <3 <3

Og hvordan er det så at være gift?

Det er sandelig ikke anderledes, end da vi boede sammen og “bare” var kærester og samlevende.

Kærligheden er der stadig, og den udvikler sig stadig støt og roligt - hele tiden i den positive retning. Det tror jeg ikke på ville have været anderledes, hvis vi ikke var blevet gift. Og den positive udvikling i kærligheden er også grunden til, at jeg ved at jeg har fundet den rette mand, der bare passer til lige mig. Min mand og jeg er som skabt til hinanden, og det har jo intet med ægteskab at gøre ;)
Den eneste ændring i vores forhold er vel, at vi nu har gensidig forsørgerpligt overfor hinanden. Det er nu ikke noget, som vi hænger os særlig meget i. Både fordi vi ikke har haft brug for det, idet vi begge har godt, fast arbejde. Men også fordi vi begge ser det som en naturlig ting at hjælpe hinanden igennem alt - også det økonomiske - og sådan var det også, da vi “bare” var samlevende.
Nå ja - og så har vi samme efternavn ;) Når altså manden min husker det *GH* :D Den historier kommer senere *hehe*
Og så det arvemæssige, hvor jeg er bedre sikret, så jeg ikke riskerer at blive smidt på gaden eller lignende, hvis min mand skulle gå bort før mig.

Men derudover har vores forhold ikke ændret sig. Tingene er ikke blevet sværere. Vi kæmper ikke for at bevare vores kærlighed i ægteskabet. Kærligheden er der bare. Og selv om livet ikke altid er en dans på roser, så forsvinder kærligheden ikke, selv om vi ikke altid er enige, eller fordi vi møder lidt modgang.

Nogle vil måske mene, at vi lever i et kedeligt forhold - men sådan er det absolut ikke.
Skal man absolut leve i en ægteskabelig rutchebane for at have et godt og levende ægteskab?
Nej, det tror jeg ikke.
Jeg foretrækker så absolut det ægteskab, som jeg har med min mand frem for et ægteskab, hvor man “glemmer” kærligheden og hinanden - også selv om det kun er i korte perioder - fordi rutcheturene og modgangen fylder for meget.

Hverken min mand eller jeg føler, at vores ægteskab er hårdt arbejde. Vores forhold har heller aldrig krævet hårdt arbejde. Og når det til tider har været hårdt, så har det skyldtes udefrakommende faktorer, som man ikke rigtig kan gøre noget ved. Og faktorer som ikke har haft nogen indflydelse på vores kærlighed eller forhold, når det kom til stykket. Så disse faktorer har vi valgt at vende det døve øre til. Dem kan vi jo alligevel ikke bruge til noget konstruktivt.

Vi “kæmper” ikke for at holde sammen. Vi “kæmper” ikke for at holde gnisten i live. Vi “kæmper” ikke for at holde liv i kærligheden.
Det er ikke nødvendigt for os at kæmpe. Disse ting sker ganske naturligt imellem os. Og jeg aner simpelt hen ikke, hvordan vi formår at gøre det. Faktisk tillader jeg mig indimellem at blive temmelig imponeret over os :D
Ægteskabet er en underlig størrelse.
Det er der, men alligevel er det ikke det, der sikrer ens kærlighed.

Bare min mening om ægteskabet ;)

Beskyttet: Min mands ex

tirsdag, oktober 20th, 2009

Dette indlæg er kodeordsbeskyttet. For at se det skal du indtaste dit kodeord nedenunder:


Efterårsferien er ved at være slut

søndag, oktober 18th, 2009

Og som sædvanlig kunne jeg da godt lige have brugt et par dage ekstra herhjemme til lige at finde begge ben igen.
Men sådan er det jo ikke. Nogen skal jo arbejde og være med til at holde samfundet i gang ;) Ærlig talt - selv om jeg ikke misunder dem, der ikke kan arbejde pga. sygdom, så ville jeg altså nogle gange ønske, at jeg ikke havde et arbejde. At jeg var en af dem, der gik hjemme og ikke behøvede at sidde søndag aften og mukke over, at ferien/weekenden var forbi. At jeg ikke behøvede at sidde og blive mut over, at der er 9½ uge, til den næste ferie dukker op ude i horisonten.
Øv øv øv.
Men på den anden side så er jeg glad for, at jeg trods et skrantende helbred og daglige smerter stadig formår at rejse mig hver morgen og tage på arbejde. Mit arbejde giver mig rigtig meget. Både menneskeligt, socialt, mentalt og fysisk. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville synes, at det var så fedt at gå og “pille mig selv i røven” herhjemme. Jeg ved dog, at det har sin begræsning. At jeg ikke vil kunne blive ved med at arbejde fuld tid i ret mange år mere. At jeg på et tidspunkt om måske ikke så længe bliver nødt til at gå ned i tid - og desværre også med tiden må opgive at arbejde overhovedet. Det er desværre sådan min fremtid ser ud.
Men indtil det er uundgåeligt, så har jeg nu tænkt mig at blive ved med at arbejde, så længe jeg nu engang kan :)
Og nu vil jeg sætte mig ind i sofaen og mukke videre over, at efterårsferien er ved at gå på hæld.

Et resumé af ferien må følge på et senere tidspunkt :D