Archive for the ‘Nyheder’ Category

Der kan I bare se…

onsdag, april 28th, 2010

… det er skidt for helbredet at gå på McDonald’s ;)

Stukket ned på McDonald’s

Skar poterne af naboens hund

fredag, april 2nd, 2010

EkstraBladet - Skar poterne af naboens hund

Jeg er fuldstændig målløs. Ude af stand til at kommentere ret meget på den artikel.
Igen og igen forbløffes og forfærdes jeg over de grusomheder, som mennesker kan finde på - både imod andre mennesker men især imod umælende og uskyldige dyr. Det er mig ubegribeligt, hvordan man kan få sig selv til at gøre sådan noget.
Jeg er så led og ked af den hensynsløshed, grusomhed, egoisme, hævntørst og manglende respekt, som mennesker udviser.
Fy for pokker!!!

Og så håber jeg, at den mand i artiklen brænder op i Helvede!
For jeg kan ikke tro, at han ender andre steder end der.

Mordet på Maria - Facebook brugere udhænger mistænkte

mandag, januar 4th, 2010

Mand anholdt for drab på 20-årig

Det er heldigvis gået hurtigt med at finde frem til og anholde en mistænkt for mordet på den unge Maria.
Hendes drab er tragisk og unødvendigt. Det er mig ubegribeligt, at noget menneske vil kunne gøre et andet menneske fortræd.
Hendes liv var kun lige begyndt. Hun var kommet fra en fest uden overtøj, sko, nøgler og mobiltelefon. Hun var desperat i den isnende kulde nytårsnat. Og en eller anden udnyttede hendes desperation og hjælpeløshed.
Hendes død var helt unødvendig. Uden grund. Uden motiv.

Har politiet anholdt og sigtet den rigtige?
Det er der vist ingen, der ved. Men jeg bliver nødt til at klamre mig til, at politiet ikke ville have sigtet ham uden grund.

Alligevel synes jeg, at dette er forkert: Facebook brugerne: Hæng ham
Det er i min verden ikke okay i den grad at lægge et menneske for had uden at vide ret meget om, om manden egentlig er skyldig. Ingen udover politiet er i besiddelse af den viden, der skal til for at sigte og dømme den udhængte person.
Og selv om politiet har sigtet ham, og han er blevet varetægtsfængslet, og selv om jeg bliver nødt til at klamre mig til den måske naive tro på, at politiet ikke ville sigte ham uden grund, så er det mig ubegribeligt, hvordan man kan få sig selv til at hetze personen, før vedkommende har været for en dommer og er blevet dømt for forbrydelsen. Især når nu manden nægter sig skyldig. Hvad nu, hvis han er uskyldig? Så er han blevet hængt ud og hetzet for noget, som han ikke har gjort.

Jeg læste på et tidspunkt et eller andet sted, at danskerne er mestre i at hetze.

Og jeg må desværre sige, at jeg må give vedkommende ret.

Danskere er gode til at hetze. Og danskere er ikke bange for at hetze på et løst grundlag.

Forsvundet lille pige

fredag, januar 1st, 2010

Fireårig forsvundet i Malmø

Jeg krydser fingre for, at den lille pige vender hjem igen i god behold.

Marsvine-mordere kendt skyldige

mandag, november 23rd, 2009

Ekstrabladet kan i dag berette, at de unge mænd, der sidste år satte ild til et marsvin, lod det løbe skrigende rundt samtidig med at de slog efter det med køller, er dømt skyldige.

Men straffen afspejler ikke den grusomhed, som de pinte dyret med.
Betingede domme og bøder på 1000 kr.
De grinede, da de pinte marsvinet. Nu griner de da bare endnu mere af det latterlige retssamfund, som de lever i.

De unge mænd var grusomme og har på intet tidspunkt udvist nogen form for anger. De har med al tydelighed vist danskerne, hvad de mener om marsvin og deres eksistensberettigelse.
Fred være med at marsvin (og andre gnavere) bruges som foder til slanger. Way of nature. Det kan og skal man ikke ændre på.
Men marsvin har stadig en eksistensberettigelse og dermed ret til at blive behandlet på en ordentlig og respektfuld måde.

Disse unge mennesker har udvist en grusom ligegyldighed med liv. Hvilket liv bliver det næste, de er ligeglade med?
En kats?
En hunds?
Et menneskes?

Og jeg husker også, at den enes mor ikke mente, at hendes søn havde gjort noget forkert.
Hmm… Jeg gider ikke engang at skrive, hvad jeg mener om sådan en kvinde.

Jeg lærer aldrig nogensinde at forstå nogle menneskers tilbøjelighed til grusomheder :(

Er så træt af hensynsløshed

torsdag, november 19th, 2009

Ekstrabladet beretter i dag om en ung mand, der kvitterede en henstilling fra en medpassager om at tage fødderne ned med slag og spytklat i hovedet.

Sådan en jubel-idiot. Og nu er hans billede jo så plastret ud over medierne for noget, som ikke ret mange vil synes er sejt (slet ikke hvis man er kommet godt over puberteten).

Hvad pokker har han tænkt på?
Kunne han ikke tåle at blive irettesat?

Hvad sker der for folk?
Hvorfor kvitteres irettesættelser med trusler og vold?

Personligt synes jeg, at danskerne bliver mere og mere egocentrerede og sig selv nærmest.
De er ligeglade med alle andre og har nok i dem selv. Og ungdommen er de værste.

Jeg er træt af dem, der sidder med fødderne oppe på sæderne i togene uden at tage hensyn til, at der kommer nogen og skal sidde på et sæde med beskidte fodaftryk bagefter.
Jeg er træt af dem, der hører høj musik i toget. Enten sidder de med en brølende mobiltelefon, og er ligeglade med om andre har lyst til at høre den samme musik som dem, eller også har de ørebøffer i og lyden skruet så højt op, at man tydeligt kan høre musikken, om man så sidder i den anden ende af kupéen.
Jeg er træt af dem, der sidder i stillekupéerne og snakker - enten til hinanden eller i mobiltelefon.

Så åbn dog øjnene. Kig op. Se jer omkring. Find ud af hvad der er acceptabelt, og hvad der ikke er - og prøv så for FANDEN at vise hensyn.

Øv, hvor synes jeg bare det er irriterende at leve i sådan et egocentreret samfund!

Rejsekortet

mandag, november 16th, 2009

Dyrere for pendlere med rejsekortet

Hmm… Var det ikke meningen, at det skulle blive billigere og nemmere med rejsekortet? Eller var det bare nemmere?

Jeg er lidt bekymret for den kollektive trafik, hvis det viser sig, at pendlere skal til at betale mere for deres rejser.
Selv synes jeg, at jeg betaler meget for at rejse med en trafikform, der altså bare ikke fungerer optimalt. Jeg er træt af at betale for et transportmiddel, der er ustabilt og utroværdigt (tog til tiden!?!).
Jeg ville da blive ked af det, hvis jeg skulle til at betale mere for den samme dårlige service.
Hvis det viser sig, at det med rejsekortet bliver dyrere for mig at pendle frem og tilbage til arbejde, så må jeg jo genoverveje situationen til den tid.

Personligt så jeg gerne, at flere benyttede sig af den offentlige trafik, så man måske kunne få flere af bilerne ud af det indre København.
Men jeg kan sagtens forstå, hvis der er trafikanter, der ikke ønsker at bruge den offentlige trafik, fordi man ikke rigtig kan stole på, at man kan nå frem til tiden.
Når man først har stået og kigget forgæves efter et tog eller en bus i lang tid og ved, at selv om man er taget hjemmefra i god tid, så kan man ikke nå frem til tiden, så er det altså en anelse for surt. Lige der bliver fristelsen for stor, og man tager bilen næste gang.

Jeg håber, at de finder frem til løsninger, der gør rejsekortet billigere og bedre for de rejsende - og især pendlerne.

Børn og slik

lørdag, november 14th, 2009

Børn foretrækker ikke kun slik - DR Nyheder

Hvor er det rart at læse, at børn også godt vil have frugt. At de ikke kun tænker på slik og søde sager. Og det er også rart at læse, at rigtig mange børn faktisk godt ved, at det er okay at spise slik, når bare det kombineres med de dejlige, sunde frugt og grønsager.

Jeg tror desværre også, at mange forældre er for dårlige til at komme med alternativer til det der med slik. Det er jo så nemt at lade sig overtale til en pose slik i køen i supermarkedet, når nu barnet står og plager, man er træt, er lige kommet fra arbejde osv.

Her i huset har vi altid frugt af en eller anden form. Det kan man spise nogenlunde frit af under omtanke og hensyntagen til andre end sig selv.
Vi sørger så vidt muligt for, at der altid er grønsager og/eller salat til aftensmaden.
Slik og sodavand er okay om lørdagen, og indimellem også både fredag og søndag, hvis der er nogle specielle anledninger.

Jeg er selv overvægtig (fed!) og har diabetes 2. Jeg har altid været overvægtig, bortset fra en kort periode af min ungdom, hvor jeg havde en passende vægt (og aldrig har jeg været så meget syg og frosset så meget som dengang!), og jeg ønsker altså ikke, at børn skal gennemgå de samme ting, som jeg gjorde som barn og ung.
Det ER altså ikke en dans på roser at være et tykt barn. Tværtimod er det utrolig hårdt.
Og selv om jeg i dag stadig døjer med vægten, så mener jeg altså, at jeg bør være mit ansvar voksen og sørge for, at børn i min varetægt lærer, at det er okay med slik, sodavand, fedt og hvidt brød engang imellem, men at størstedelen af ens kalorieindtag bør komme fra andre og sundere alternativer.

Får jeg det budskab givet videre?
Det ved jeg ikke. Det vil kun tiden vise.
Men om ikke andet så kan jeg altid sige, at jeg gjorde hvad jeg kunne for at forskåne et barn for at blive for tyk som præ-teen og teen!

Og så undrer jeg mig egentlig over, at eksperterne siger, at børn og unger drikker for meget sodavand…
I Belgien kan man få sodavand i små 0,25 l. plastikflasker. Utrolig nuttede flasker med en god størrelse og et passende indhold.
Hvorfor kan man ikke få dem herhjemme?
Hvorfor kan man stort set kun købe 0,5 l.???

Pelsede hunde

tirsdag, november 10th, 2009

Pelsede hunde

Jeg vil lige advare om, at der er ubehagelige billeder i artiklen :/

Jeg behøver vel ikke at sige, at jeg finder det dybt foragteligt og ulækkert at pelse hunde.
Pels fra hunde er absolut ikke velset i dette land, og det er desuden ulovligt.
Ingen ved, hvordan hundene er kommet af dage.
Er de blevet aflivet? Eller er de blevet pelset levende?

Personligt bryder jeg mig ikke om pels overhovedet, medmindre den sidder nok så smukt på dyret. Der er og bliver pelsen nu engang smukkest :)
Jeg håber, at de finder dem, der har gjort det, så de kan blive straffet for deres forbrydelse.

Forbud mod at sætte børnefamilier på gaden

torsdag, november 5th, 2009

Det lyder jo som enhver socialt og økonomisk belastet families store drøm.
Og hvis det står til Socialdemokraterne, så bliver den drøm også til virkelighed.

Jeg tror bare ikke på det.
Hvordan skal det kunne komme til at fungere? Hvordan vil man få sorteret de uansvarlige fra, som bare gør det, fordi de kan? Og hvor skal pengene til det komme fra?

Jeg kan sagtens sætte mig ind i, hvor traumatiserende det må være for at barn at opleve at blive sat på gaden af fogeden. Det må være en frygtelig situation at stå i - både for barnet og den voksne.
Men man bliver også nødt til at se på, hvad der har sat den enkelte familie i den pågældende situation. Man kan ikke komme udenom, at der faktisk findes voksne, der bevidst undlader at betale husleje, fordi de heller ville have ny computer, ny printer, make-up, smart tøj o.lign. uden overhovedet at tænke på deres barn/børn eller de konsekvenser, det kan have for barnet/børnene, når nu boligselskabet/boligejeren vil have sine penge.

Jeg tænker også meget på, hvordan man rent økonomisk vil løse denne knude? For hvem skal betale for den husleje, som ikke bliver betalt af disse familier? Og hvordan sikrer man, at de fremadrettet kommer ud af den dårlige spiral og når frem til det punkt, hvor de selv kan betale deres husleje?

Der mangler jo rigtig mange brikker i det her forslag, før man egentlig kan sige, om det er fornuftigt eller ej.

På den ene side ser jeg helst, at man forsøger at forskåne børn for at blive sat på gaden, og at man hjælper disse trængte familier.
På den anden side har jeg ikke lyst til at hjælpe dem, der selvforskyldt har bragt sig i denne situation uden tanke for andre end sig selv.

Jeg ser selvfølgelig frem til at høre nærmere omkring dette forslag.