Nu er det jo ikke nogen hemmelighed, at jeg har været gift i godt 1½ år.
Det er sandelig heller ikke nogen hemmelighed, at min mand og jeg blev gift af praktiske årsager. Og nej, vi lever ikke i et proforma-ægteskab *Gg*

Min mand og jeg elsker hinanden. Det hersker der ingen tvivl om, og kærlighed kan man uanset hvad ikke få papir på. Sådan er min holdning bare. At man er gift er ikke en større skiltning til omverdenen om kærlighed end at man lever sammen papirløst. Min mand og jeg elsker jo ikke hinanden højere, fordi vi er gift.
Kærlighed er en følelse.
Ægteskab er noget juridisk.

Det er der nok mange, der er uenige med mig i, og det er også okay
Det praktiske i vores ægteskab lå i arveforholdene, når nu min mand har to børn fra tidligere forhold. Uanset hvad kan der nemt opstå problemer, hvis min mand skulle falde bort før mig. Og de problemer ønsker han ikke, at jeg skal riskere at stå i - og det er sandelig heller ikke problemer, som jeg har lyst til at stå med oveni en enorm sorg over tabet af min livsledsager Så derfor valgte vi at blive gift efter råd fra en advokat.

Vi holdt et lille hyggeligt bryllup, hvor det kun var mine forældre og min mands to sønner - hvoraf den ene havde sin kæreste med - der deltog. Vi ønskede ikke at gøre det til noget stort, fint og fancy. Vi ønskede bare at sige vores “Ja” til hinanden og så ellers hygge med de allernærmeste.
Og det blev en rigtig, dejlig dag.
Vi er gift på rådhuset - ingen af os havde nogen lyst til det med kirke osv.
Min mands yngste søn havde så fået det hverv at holde min ring og give den til sin far, når jeg skulle have ringen. Det var en opgave, som han var meget stolt af, og som han - selvfølgelig - klarede rigtig, rigtig flot <3 Han kan i hvert fald nemt få top-karakterer for sin indsats hos mig Min far og min mands ældste søn var vidner. Vi ville egentlig gerne have haft, at det var begge min mands sønner, men den yngste var desværre lige lidt for ung til det endnu Så det blev min far, og det er jeg også rigtig glad for Udenfor blev der kastet med ris, og min mor havde sørget for champagne og kransekage <3 Den skabsromantiker *Gg*
Bagefter gik vi hjem og fik lidt frokost og bryllupskage, og om aftenen var vi ude og spise.

Det var alt i alt en rigtig dejlig dag, som jeg tit tænker tilbage på med stor glæde, kærlighed og latter. Alle de implicerede gjorde dagen til noget helt særligt <3 <3 <3

Og hvordan er det så at være gift?

Det er sandelig ikke anderledes, end da vi boede sammen og “bare” var kærester og samlevende.

Kærligheden er der stadig, og den udvikler sig stadig støt og roligt - hele tiden i den positive retning. Det tror jeg ikke på ville have været anderledes, hvis vi ikke var blevet gift. Og den positive udvikling i kærligheden er også grunden til, at jeg ved at jeg har fundet den rette mand, der bare passer til lige mig. Min mand og jeg er som skabt til hinanden, og det har jo intet med ægteskab at gøre
Den eneste ændring i vores forhold er vel, at vi nu har gensidig forsørgerpligt overfor hinanden. Det er nu ikke noget, som vi hænger os særlig meget i. Både fordi vi ikke har haft brug for det, idet vi begge har godt, fast arbejde. Men også fordi vi begge ser det som en naturlig ting at hjælpe hinanden igennem alt - også det økonomiske - og sådan var det også, da vi “bare” var samlevende.
Nå ja - og så har vi samme efternavn Når altså manden min husker det *GH* Den historier kommer senere *hehe*
Og så det arvemæssige, hvor jeg er bedre sikret, så jeg ikke riskerer at blive smidt på gaden eller lignende, hvis min mand skulle gå bort før mig.

Men derudover har vores forhold ikke ændret sig. Tingene er ikke blevet sværere. Vi kæmper ikke for at bevare vores kærlighed i ægteskabet. Kærligheden er der bare. Og selv om livet ikke altid er en dans på roser, så forsvinder kærligheden ikke, selv om vi ikke altid er enige, eller fordi vi møder lidt modgang.

Nogle vil måske mene, at vi lever i et kedeligt forhold - men sådan er det absolut ikke.
Skal man absolut leve i en ægteskabelig rutchebane for at have et godt og levende ægteskab?
Nej, det tror jeg ikke.
Jeg foretrækker så absolut det ægteskab, som jeg har med min mand frem for et ægteskab, hvor man “glemmer” kærligheden og hinanden - også selv om det kun er i korte perioder - fordi rutcheturene og modgangen fylder for meget.

Hverken min mand eller jeg føler, at vores ægteskab er hårdt arbejde. Vores forhold har heller aldrig krævet hårdt arbejde. Og når det til tider har været hårdt, så har det skyldtes udefrakommende faktorer, som man ikke rigtig kan gøre noget ved. Og faktorer som ikke har haft nogen indflydelse på vores kærlighed eller forhold, når det kom til stykket. Så disse faktorer har vi valgt at vende det døve øre til. Dem kan vi jo alligevel ikke bruge til noget konstruktivt.

Vi “kæmper” ikke for at holde sammen. Vi “kæmper” ikke for at holde gnisten i live. Vi “kæmper” ikke for at holde liv i kærligheden.
Det er ikke nødvendigt for os at kæmpe. Disse ting sker ganske naturligt imellem os. Og jeg aner simpelt hen ikke, hvordan vi formår at gøre det. Faktisk tillader jeg mig indimellem at blive temmelig imponeret over os
Ægteskabet er en underlig størrelse.
Det er der, men alligevel er det ikke det, der sikrer ens kærlighed.

Bare min mening om ægteskabet