Der er ikke mange ting, der virkelig kan sætte mit pis i kog - men racisme er én af dem, der virkelig kan få mig op i det røde felt.

Jeg er selv født ind i en racistisk familie og er altså opvokset med en hel del fordomme osv. omkring mennesker med anden etnisk baggrund og anden hudfarve.
Og - desværre - havde jeg i mange år adopteret disse fordomme og levede videre med racismens skyklapper.
Indtil jeg flyttede til København og pludselig var omgivet af etniske danskere. De var alle vegne. Og pludselig fandt jeg ud af, at de altså ikke generede mig - at jeg ikke rigtig kunne finde noget grundlag for mine negative holdninger imod dem.

Den dag i dag er jeg stærkt anti-racistisk. Jeg kan overhovedet ikke finde nogen grobund i mig selv for racisme og fordomme overfor etniske danskere. Heldigvis har min mand det på samme måde. Jeg er nemlig ikke sikker på, at jeg ville kunne holde ud at leve sammen med en mand, der var racist :S Det ville nok også give alt for mange gnidninger ham og mig imellem - lidt ligesom de gnidninger, der indimellem er imellem min far og mig. Ærgerligt at det er sådan - og hvor er det sårende, når ens egen far håner én for at være tilhænger af sharia-lovgivning, bare fordi jeg ikke har fjendtlige eller hadske følelser og holdninger overfor muslimer :S

Nå, men her til aften var manden og jeg ude og spise. Vi sidder på en dejlig, lokal restaurant ved et lille intimt tomandsbord. Bag min mand sidder et forældrepar, deres søn og en ven af familien (hankøn) og spiser og hygger (hvis ulækre og dårlige vitser der blev nærmest råbt ud over restauranten kan kaldes hyggeligt). Bag mig kommer der et ungt par ind (finder jeg senere ud af) og får også et tomandsbord.
Da dette unge par kommer ind, kan jeg bare se væmmelsen malet i ansigtet på familie-vennen ved bordet bag min mand. Der er ingen tvivl om, at han har set noget ved det par, som han bare ikke brød sig om. Og et par racistiske og nedladende kommentarer bliver det så også til. Moren i familien sidder også og vender sig om og glor fuldstændig uhæmmet på det unge par.
Jeg finder så ud af - da jeg rejser mig for at gå i (den ellers rigtig lækre) buffet - at parret består af en dansk mand og en afrikansk kvinde (der taler flydende dansk og straks giver mig det indtryk, at hun enten er født i Danmark eller adopteret). Det er åbenbart hende, som familie-vennen væmmedes over - eller måske kombinationen af en dansker og en afrikaner? Hvem ved?
Resten af den tid, familien var i restauranten sad familie-vennen her og skulede til det unge par.

Og ved I hvad?
Jeg blev virkelig noget så harm! For hvad fanden bildte han sig ind? Hun havde lige så stor ret til at være på den restaurant, som han. Han vakte virkelig al min antipati. Bvadr, hvor var han “ulækker”.

Racisme er en grim ting - én af de ting, som jeg ville ønske slet ikke fandtes. Men sådan er det ikke. Der vil nok altid være racisme blandt mennesker. Det er i hvert fald svært at se, hvordan man kan komme det til livs.
Personligt er jeg bare glad for, at jeg har smidt skyklapperne og har fundet ud af, at blot fordi mennesker har en anden hudfarve, religion, kultur, baggrund, holdning osv. end mig, så er de ikke mindre værd som mennesker end mig.